Ordensregler

Ordensregler på RG

Ordensreglerne gælder for alle der færdes på Rødovre gymnasium og gymnasiets område. Alle der færdes på området skal rette sig efter anvisninger  fra de ansatte, og det er alene op til ledelsen vurdere, om en person har legitime grunde til at være på området.

Rødovre gymnasiums værdigrundlag har fokus på en god omgangstone, ligeværdighed, rummelighed og respekt for både fællesskabet og forskelligheder, og livet på skolen, og uden for skolen, hvis adfærden har direkte indflydelse på undervisningsmiljøet, skal derfor være præget af gensidig hensyntagen, tolerance og hjælpsomhed imellem alle der færdes på skolen,  Det gælder også færden på internettet og de sociale medier.

Samfundets almindelige regler, herunder regler om  lyd- og billedoptagelse, gælder også på skolen. Euforiserende stoffer, tyveri, vold, hærværk, samt spil om penge er forbudt på skolens område. Ifølge gældende lov er rygning ikke tilladt på matriklen, hverken for elever eller ansatte. Ifølge dansk lov sidestilles E-cigaretter med almindelige cigaretter.

Der må ikke indtages alkohol, lattergas eller lign. på skolens område, i skoletiden og i forbindelse med undervisning, ligesom det ikke er tilladt at møde i påvirket tilstand. I særlige tvivlstilfælde kan skolen kræve en alkoholtest eller en test for andre rusmidler. Alkohol er tilladt ved særlige arrangementer. Der må ikke medbringes drikkevarer af nogen art til fester og cafeer. Besiddelse og salg af hårde stoffer opfattes som en grov overtrædelse af ordensreglerne og kan fører til bortvisning uden forudgående advarsel.

Der er en fælles forpligtigelse til at holde skolen ren og pæn, specielt er der fællesoprydning i kantinen og efter skolens fester. Klasselokaler, faglokaler, kantineområde m.v. skal efterlades i ryddelig stand. (Jf. opslag i klasserne). Forsætlig beskadigelse af skolens ejendele bygninger, kunstværker og inventar medfører erstatningskrav. Dette gælder både til hverdag og til fester. Skolen kan ikke påtage sig ansvar for værdigenstande og rede penge, som eleverne har med i skole. Evt. tyveri skal meldes til elevernes egen forsikring. I særlige tilfælde  er det muligt at deponere værdigenstande på kontoret.

Mobiltelefoner skal være slukkede i undervisningstiden, med mindre andet aftales.  Mobiltelefon må ikke benyttes ved prøver og eksaminer, Den skal derfor være slukket og uden for rækkevidde under prøver og eksamener, evt. ved at aflevere den til en vagthavende lærer. Skolen påtager sig intet ansvar for telefonen.

Gentagen brug af telefon eller computer i undervisningen trods en lærers henstilling om at lade være berettiger læreren til at konfiskere apparatet, til undervisningen er forbi. Gentagne tilfælde af konfiskeret telefon skal læreren indberette til den ansvarlige årgangsleder.

Elever må under prøver ikke benytte uretmæssige hjælpemidler herunder kommunikation med omverdenen. For at kontrollere for snyd, benytter skolen monitoreringsværktøjer. Eleven er forpligtet til at installere og køre det anviste monitoreringsværktøj under prøver.Skolen kan konfiskere en telefon eller en computer for at kontrollere, om den er misbrugt til snyd. Kontrol for snyd kan ske ved stikprøvekontrol eller ved konkret mistanke. Et konfiskeret apparat skal udleveres, når undersøgelsen er overstået, dog altid senest efter 3 arbejdsdage. Skolen kan forlange, at en elev skriver en prøveopgave på en af skolens computere. Overtrædelse af ordensreglerne kan medføre udelukkelse fra et enkelt arrangement, fra undervisningen i en periode eller bortvisning fra skolen. En sådan udelukkelse registreres som fravær.

Rektor vurderer i det enkelte tilfælde, hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes.  Se desuden Gymnasiebekendtgørelsen § 15 og for 1.g.´s vedkommende Bekendtgørelse om Studie- og Ordensregler § 7.

Mødepligtsbestemmelser:

Der er mødepligt til planlagt undervisning både på og uden for skolen, og de skriftlige opgaver skal afleveres. Det betyder at man skal møde til undervisningen med mindre man er forhindret af helbredsmæssige årsager, eller ved borgerligt ombud.  Ved fravær forstås manglende tilstedeværelse ved planlagt skoleaktivitet. Eleverne skal holde sig orienteret om skolens aktiviteter, herunder undervisningens placering, og skriftlige opgaver på Lectio. Eleverne skal reagere på beskeder fra skolen på Lectio.

Man skal deltage aktivt i undervisningen. Det indebærer, at elever skal forberede sig, medbringe det materiale, læreren har specificeret, og følge lærerens anvisning til at deltage i de aktiviteter, der hører til undervisningen. Hvis en elev ikke følger lærerens anvisning, opfattes det som en overtrædelse af ordensreglerne og eleven kan bortvises fra den pågældende undervisningsaktivitet; bortvisningen tæller som fravær.

Registrering af fravær
Lærerne er forpligtet til at registrere fremmødet efter hvert modul på Lectio.   Årgangsledere og studievejlederne overvåger fraværet . Eleverne kan se deres fravær elektronisk i lectio. Hvis en elev mener, at der er fejl i registreringen, henvender vedkommende sig til faglæreren. Hvis læreren er enig i dette, korriger læreren registreringen. Elever skal angive årsag til hvert fraværsmodul, der er registreret.

Hvis en elevs fravær skyldes ”andet skolearbejde” f.eks. idrætsstævner, skoleteater, elevdemokratiske aktiviteter, individuel studievejledning m.m. skal eleven notere det i feltet ”årsag til fravær”. Ved borgerligt ombud henvender eleven sig til kontoret med dokumentation. Dette vil alt sammen indgå i vurderingen af det samlede fravær. Elevens faglige standpunkt indgår i vurderingen af, om elevens fravær til principielt acceptable aktiviteter i det konkrete tilfælde er for højt og skal mindskes.

Både fravær grundet “forsvarets dag” og borgerligt ombud registreres som fravær, og elever kan søge forsvaret om udsættelse af “forsvarets dag”.

Skriftlige arbejder og skriftlige forsømmelser

Eleverne har pligt til at aflevere alle skriftlige afleveringsopgaver elektronisk i lectio til tiden. Hvis læreren også beder om en opgave på papir eller i google, skal eleven uploade i lectio alligevel; helst opgaven, og ellers et dokument, hvor elevens navn og aftalen med læreren er beskrevet. Hvis en elev ikke afleverer en skriftlig opgave til tiden, registreres den automatisk som manglende i lectio.  Hvis eleven afleverer en manglende opgave efter tidsfristen kan læreren vælge at fjerne fraværsregistreringen, hvis læreren skønner, at det giver et mere retvisende billede af elevens reelle studieaktivitet at fjerne fraværet. I særlige tilfælde kan rektor give dispensation for afleveringsfristen og fastsætte en ny og endelig afleveringsdato.

Snyd med skriftlige opgaver: Hvis en elev afleverer en opgave, som han/hun ikke selv har skrevet (f.eks. er hentet på nettet) eller delvis ikke selv har skrevet, er dette en ulovlig handling (Opgaver, hvor der er citeret uden kildeangivelse falder inden for denne kategori). Opgaven kan betragtes som ikke afleveret, faglæreren har ret – men ikke pligt – til – at forlange en ny opgave. Faglæreren meddeler snyderiet til rektor, som evt. indkalder eleven til en samtale. Ved denne samtale gives evt. en skriftlig advarsel (evt. forbundet med karantæne i en til flere dage). Ved gentagelse af snyd kan rektor give eleven enten karantæne (hvis dette disciplinærmiddel ikke allerede har været benyttet), eller rektor kan bortvise eleven for altid. Dette gælder det daglige skriftlige arbejde. Snyd ved skriftlige eksaminer er beskrevet i eksamensbekendtgørelserne.

Længerevarende sygdom og lignende

Ved længerevarende sygdom (en uge og derover) eller i forbindelse med prøver og eksaminer bedes man ringe til skolen, og man kan blive bedt om at komme med dokumentation. Evt. sygeundervisning etableres i samråd med studievejlederen. I tilfælde af megen sygdom vil der være mulighed for at tage hensyn til dette ved indstilling til eksamen. Eleverne opfordres til at tale med studievejlederen, hvis der er andre forhold, som de mener bør få indflydelse på indstillingen.

Konsekvenser af forsømmelser

For at kunne indstille elever til eksamen kan skolen vælge at forpligte eleven til obligatorisk deltagelse i aktiviteter, der forebygger fremtidig overtrædelse, eller som fører til afvikling af eksisterende skriftligt fravær. Sådanne aktiviteter kan ligge udenfor normal skoletid, også lørdag, og elever med højt fravær kan pålægges at møde op, med et rimeligt varsel.

Hvis eleven forsømmer sin mødepligt i ét eller flere fag, indkaldes eleven normalt til en samtale med studievejlederen. Hvis eleven fortsætter med at forsømme, vil vedkommende modtage et skriftligt varsel og blive indkaldt til en samtale hos skolens ledelse. Elever modtager et varsel, hvis de har for mange skriftlige forsømmelser og/eller for meget fysisk fravær. Samtale og varsel skulle gerne føre til, at eleven ændrer adfærd, så vedkommende undgår yderligere sanktioner.

De mulige sanktioner ved overtrædelser af studie og ordensreglerne  efter samtale og varsel er:

  • Overførsel til status som ikke-studieakiv og dermed tab af retten til SU.
  • Obligatorisk deltagelse i aktiviteter, der forebygger fremtidig overtrædelse af reglerne.
  • Henvisning til at aflægge eksamen i et eller flere afsluttende fag på det pågældende klassetrin. Samtidig bortfalder årskarakterer i de pågældende fag.
  • Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag i det pågældende skoleår.
  • Overførsel til status som selvstuderende uden ret til at følge undervisning (jvf. Gymnasielov).
  • Bortvisning fra skolen, midlertidigt eller permanent.

I særligt grove  tilfælde kan en elev pålægges sanktioner uden varsel.

En elev, der er pålagt en sanktion, har fortsat pligt til at følge undervisningen og aflevere de skriftlige opgaver, med mindre  eleven bortvises eller overføres til selvstudie. Fortsætter forsømmelserne, bliver eleven bortvist fra skolen. Hvis bortvisningen sker i 2.g, kan eleven tilmelde sig eksamen som selvstuderende i de afsluttende fag, men har ikke retskrav på at fortsætte på skolen i det kommende skoleår. Hvis bortvisningen sker i 3.g, kan eleven tage en fuld studentereksamen som selvstuderende. Desuden gælder det, at hvis en elev har et gennemsnit på under 2, har rektor mulighed for at nægte den pågældende oprykning til næste klassetrin.

Afgørelse og besked om indstilling til eksamen

Den endelige afgørelse træffes af rektor. Der er ingen bestemte tidsfrister for afgørelsen, som kan træffes i løbet af skoleåret helt frem til sidste skoledag. Den bliver meddelt eleven personligt (samt i brev til forældrene, hvis eleven er under 18 år) og bekendtgjort for lærerne ved opslag.

Afgørelser truffet af skolen med henvisning til disse ordensregler, der fører til sanktioner, kan man klage over. Klagevejledning fås ved anmodning ved henvendelse til skolen. Det skal nævnes her, at klager normalt ikke har opsættende virkning.

 

Peter Ditlev Olsen

Rektor

Godkendt af Bestyrelsen 18. februar 2019